Sikker Fremtid

Vejen til Sikker Fremtid: Et empirisk speciale om at designe sammen med flygtninge

Med de barrierer flygtninge støder ind i Danmark, kan det være svært at overskue og finde ud af hvilke muligheder der eksisterer, når det drejer sig om uddannelse. Flygtninge skal have mulighed for at tage en uddannelse – på lige fod med alle andre.

Netop denne problemstilling har været omdrejningspunktet for mit speciale, hvor jeg har designet og udviklet et IT-koncept sammen med flygtninge. Fundamentet for konceptet er en empirisk undersøgelse, som er baseret på teknikker fra Participatory Design og etnografi. Undersøgelsen bygger på to livshistorieinterviews og en workshop med flygtninge. Det endelige IT-koncept, Sikker Fremtid, skal introducere flygtninge til forskellige uddannelsesmuligheder via frivillige – gennem inspiration og erfaringer fra tidligere flygtninge.

Den usikre fremtid er, for de unge flygtninge, en motivationsfaktor:

“Okay, nu skal vi til interviewsamtale med flygtningenævnet, så får man et afslag, så du ved ikke noget chance for dig selv, du kunne ikke bestemme noget som helst. Man hang bare mellem jorden og himlen. Så lige pludselig da jeg havde chancen, så tænkte jeg, nu må du tage dig sammen og så må jeg selv gøre det.” – citat fra ung mandlig flygtning

I stedet for at miste modet og gå i stå, når den unge flygtning får et afslag fra Flygtningenævnet, vender han det til sin fordel og bruger det som motivation. For at skabe en sikker fremtid, må han selv tage handling. Han uddyber, at vi som mennesker altid sætter et mål for os selv, og at:

“Uddannelse er godt fordi, så holder det mig i gang, ellers havde jeg ikke været her nu. Så havde jeg ikke været det her person som jeg er lige nu.”  – citat fra ung mandlig flygtning

Formålet med Sikker Fremtid

Sikker Fremtid er et kollaborativt, asynkront og geografisk distribueret netværk, hvilket giver flygtninge adgang til at kommunikere med andre mennesker om uddannelsesmål og drømme, der har været i samme situation som dem selv.

Formålet er at opbygge tværgående netværk, give social støtte, sprede succesfulde historier og vise mangfoldigheden i uddannelsesvejen til arbejde.

Læs mere om konceptet og se mockups af prototypen

Læs mere om brugsscenarier for konceptet

Indflydelse på egen fremtid

Sikker Fremtid støtter flygtninge, så de får indflydelse på deres egen fremtid. Flygtninge bliver mødt af mange barrierer i skabelsen af deres nye tilværelse. Derfor skal Sikker Fremtid bruges til at nedbryde barriererne samtidig med, at det skal fungere som redskab til en sikrere fremtid.

Vidensdeling og positive oplevelser

Sikker Fremtid er et netværk, der samler erfaringer og deler viden på tværs, hvilket giver flygtninge en positiv oplevelse af uddannelse og vejen til arbejde.

Forfølge egne drømme

Flygtninge kan beskrive karriere og uddannelsesdrømme gennem Sikker Fremtid, samtidig med at de kan komme i kontakt med andre, der ønsker det samme eller selv har opnået det. Det skal være muligt at se andres veje gennem uddannelsessystemet, og derved bidrage til at flygtninge inspireres og forfølger deres egne drømme.